Tidsskriftet Drift       

 
links |

kontakt

| artikelindeks | Forside |

om Drift

| priser og bestilling |

alle udgivelser

Særtilbud
KLIK HER

 

 DRIFT
Tidsskrift for psykoanalyse





 
UDDRAG AF ARTIKLER BRAGT I DRIFT
 
Marie-Hélène Brousse: Hvad lider vi af?
 
Kirsten Hyldgaard: Tyché og automaton
Francois Sauvagnat: Det ubevidste er kroppen Tommy Thambour: Det sygelige menneske
   
   

Artikeluddrag 1

Det sygelige menneske
Tommy Thambour

Undersøgelser viser, at der både i Danmark, men også i de vestlige lande generelt, er sket en eksplosiv stigning i antallet af mennesker, som får psykiatriske diagnoser og som efterfølgende bliver genstande for et behandlingsforløb, der oftest er af medicinal art. Eksempelvis er antallet af patienter med psykiatriske diagnoser, der i Danmark er i behandling indenfor det psykiatriske system, steget med næsten 40% fra 2000-2008, så antallet i 2008 udgør næsten 120.000.[i]

     Hvis man blot kigger på antallet af personer, som anvender antidepressive lægemidler, og som således ikke nødvendigvis er i et behandlingsforløb indenfor det psykiatriske system, er antallet steget fra 309.242 i 2002 til 453.357 i 2012, hvilket svarer til at 8.16% af befolkningen i 2012 anvender antidepressive midler.[ii] Hvis man alene kigger på et af de områder, der har været særligt meget fokus på i medierne, nemlig ADHD, viser de sidste tal at andelen af de 10-14årige, som er i behandling for ADHD, er steget fra 0.53% i 2002 til 3.5 i 2012.[iii] På samme måde har der været en voldsom stigning i antallet af personer med ASD-diagnoser (Autism Spectrum Disorder), så antallet med diagnoser inden for autismespektrummet nu er over 30.000.[iv]
     Det er således uomtvistelig og let at iagttage, at der er sket en eksplosiv udvikling i antallet af personer, som bliver tildelt diagnoser, antallet som anvender antidepressive lægemidler og antallet som har fået psykiatriske diagnoser og som er i behandling i det psykiatriske system. Til gengæld er årsagerne til denne udvikling knap så entydige, ganske som svaret på om denne udvikling er et problem heller ikke er ligetil. Ikke desto mindre er det dog af afgørende betydning at afklare årsager til og effekter af denne udvikling, da eventuelle nødvendige reaktioner på denne udvikling ellers umuliggøres. Jeg vil derfor i det følgende undersøge den eksploderende diagnosticeringsbølges årsager og diskuterer mulige effekter og nødvendige tiltag.

 

 

Metodiske indfaldsvinkler

 

Det kan umiddelbart forekomme at være let at undersøge den eksploderende diagnosticeringsbølges årsager. Er det ikke bare et spørgsmål om at gå til psykiaterne og spørge dem om hvorfor de laver alle de diagnoser og hvorfor de dog udskriver al den antidepressive medicin? Desværre er det dog ikke så enkelt som foregående kunne antyde. For selv det at formulere problemstillingen som et spørgsmål om hvordan psykiaterne agere, og især det at antage, at psykiaterne selv kunne have et svar på spørgsmålet, er det samme som at have besluttet sig for et bestemt metodisk og teoretisk udgangspunkt. Måden man går til et konstaterbart fænomen, som stigningen i antallet af diagnoser afspejler, er et resultat af det teoretiske og metodiske grundlag man tager udgangspunkt i.

     Jeg vil derfor i det følgende oversigtsmæssigt redegøre for, hvad der er for teoretiske og metodiske hovedskillelinjerne, som danner baggrund for måden man griber en analyse af den eksploderende diagnosticeringsbølge an på. Der hvor en præsentation af disse metodiske hovedskillelinjerne kompliceres er, at denne præsentation indholdsmæssigt må blive en præsentation af de hovedbrudflader, der er i den sociologiske tænkning.

     Når genstanden for analysen er gruppen af lægers/psykiaters ageren i deres funktion som netop læger/psykiater, er vi øjeblikkelig på et sociologisk genstandsniveau. Denne gruppe psykiaters ageren kan naturligvis ikke forstås uden, at inddrage og tage udgangspunkt i den samfundsmæssige kontekst disse psykiater agerer indenfor. Men hvad er det for en samfundsmæssig kontekst vi taler om, og hvordan forstå sammenhængen mellem den samfundsmæssige kontekst og eksempelvis den enkelte psykiaters ageren? Dette er lige de spørgsmål, som rammer ind i sociologiens kerneproblemstilling og hermed også den sociologi, som læner sig op ad og overlapper en række andre fagområder som eksempelvis filosofien, økonomi, antropologi etc.

 

 

Fra Marx til Žižek

 

Mit udgangspunkt er, at man inden for sociologien meningsfuldt kan tage udgangspunkt i en skelnen mellem to grundliggende forskellige indfaldsvinkler, der forenklet sagt repræsenteres af henholdsvis Karl Marx og Max Weber. Marx´ metodiske og tænkningsmæssige udgangspunkt kan samles i begrebet den historiske materialisme. Altså hævdelsen af at der er en historisk nødvendighed, som sætter sig igennem bag ryggen på de enkelte/det enkelte agerende subjekt. Og en historisk nødvendighed, som i sidste ende er bestemt af den materielle praksis, den måde og de forhold hvorunder den samfundsmæssige bærende produktion foregår på.[v]
     Den åndsproduktion og den kulturelle og tænkningsmæssige ramme, som hersker i et givet samfund, er således for Marx også et produkt af den dominerende produktionsmåde og ikke omvendt. Den materielle produktions grundliggende karakteristika og måde hvorpå den foregår på bestemmer som udgangspunkt, for Marx, måden vi tænker på/ måden vi kan tænke på og den praksis som er resultatet heraf. Især i Marx´ hovedværk Kapitalen medfører dette en omfattende økonomisk analyse af de lovmæssigheder, der for Marx sætter sig igennem i kapitalismen som produktionsmåde og hermed også de grundvilkår, eksempelvis i form af fremmedgørelsen, som bestemmer tænkning og åndsproduktion overhovedet.

     For Weber ligger tyngden et andet sted. Især i hans berømte værk fra 1905 Den protestantiske etik og kapitalismens ånd er der implicit en principiel afvisning af Marx´ historiske materialisme. For Weber er kapitalismen som produktionsmåde et produkt af den protestantiske etik. Det er således, skåret ind til benet, tænkningen/det som foregår i tænkningen, der betinger kapitalismen og ikke omvendt. På samme måde er klasseforholdene, for Weber, heller ikke centrale for forståelsen af samfundets mekanismer, og slet ikke noget der med nødvendighed, som for Marx, må føre til en revolutionær omvæltning.

     Ovenstående grundforskel kan efter min mening genfindes som hovedbrudlinjer i de fleste nutidige analyser af psykiatrien og dens ageren som fænomen. Mængden af marxistisk inspirerede analyser inden for dette felt er ganske stor, og bevæger sig fra meget forsimplede analyser af medicinalindustriens ageren ud fra klasseinteresser til meget komplekse og teoretisk sofistikerede analyser af tænkning og diskurs i kapitalismen.

     Til den første gruppe hører analyser hvor kerneantagelse er, at det eksplosive antal af diagnoser og medfølgende udskrivning af antidepressiv medicin skyldes medicinalindustriens ønske om øget salg og profit, og det deraf følgende effektive lobbyarbejde over for myndigheder lægeforeninger og enkeltpsykiater. Der antages således en relativ entydig sammenhæng mellem en enkelt gruppe af virksomheders ønske om profitmaksimering, den lovgivning og det velfærdssystem der etableres og den ageren den enkelte psykiater har. En kapitalistgruppes maksimering af egeninteresser bestemmer således langt hen ad vejen hvad psykiaterne tænker.
     Over for denne relative overskuelige en til en forståelse af sammenhængen mellem kapitalinteresser og enkeltpersoners ageren, står en række langt mere komplekse analyser af overbygningsfænomener i nutidens globaliserede kapitalistiske system. Særligt Slavoj Žižeks gennemførte sammenkobling af en traditionel marxinspireret forståelse med Jacques Lacans tænkning og herunder diskursbegreb har en del tilslutning.         

     Žižek er ikke marxist, hvis det at være marxist er at fastholde en den historiske materialismes indbyggede nødvendighed. For Žižek er kapitalismen ikke et system, som fuldstændig reducerer det enkelte agerende subjekt som et produkt af produktionsforhold. Og for Žižek er kapitalismens iboende antagonisme og deraf følgende sammenbrud ikke en historisk nødvendighed, som sætter sig igennem på tværs af det agerende subjekt.

     Men omvendt er Žižek så sandelig marxist, for så vidt det vedrører at tilslutte sig Karl Marx’ grundlæggende antagelse om, at produktionsmåden bestemmer det sociale og den tænkning, som skaber det sociale i bred forstand.[vi] I forsøget på at analysere og påvise hvordan kapitalismen som produktionssystem sætter sig igennem alle niveauer fra velfærdsstatens indretning, lovgivningen generelt og det enkelte individs tænkning, inddrager Žižek væsentlige dele af Jacques Lacans begrebsapparat. Der er her fra Žižeks side tale om et meget selektivt valg for det der interesserer Žižek er, som han siger, Lacaniansk psykoanalyse, men ikke som klinisk praksis, men kun som teori[vii].

     Dette betyder, at Žižek anvender og delvist omfortolker en række centrale begreber i Jacques Lacans tænkning, og anvender dem i en generel kapitalismekritik uden at det kliniske fundament, som Lacans begreber er indtænkt i, medtænkes. Således bliver et af de centrale omdrejningspunkter for Žižek analysen af de dominerende diskursformer under senkapitalismen, og hvilke effekter disse har på subjektet.

     Også Lacans skelnen mellem henholdsvis det reelle, det symbolske og det imaginære får central betydning hos Žižek. Men igen i en udgave uafhængig af den kliniske sammenhæng, hvor disse begreber hos Lacan har deres ramme. Således kan Žižek problemløst lave en kobling mellem Lacans det reelle og det Žižek kalder kapitalens reelle.[viii] På samme måde mener Žižek også, at merværdibegrebet hos Marx er udtryk for logikken i Lacans begreb om objekt a og mernydelsen.[ix] Dette fører, om end ikke helt hos Žižek, så i alt fald hos en række af Žižek-inspirerede forfattere, til en hævdet afsløring og afdækning af sandheden om neoliberalismen og kapitalismen som system. Se eksempelvis følgende konklusion i en artikel af den amerikanske filosof Bert Olivier:

Og alligevel tror jeg, at Jacques Lacan eget arbejde koblet sammen med Jacques Lacanianske intellektuelle som Pauwels, Copjec og Žižek, samt ihærdige undersøgende ('journalistiske' eller filosofisk) forfattere som Naomi Klein, Joel Bakan og Joel Kovel har været med til at fremme den form for kritik, som langsomt, men sikkert, har eroderet den maske af pseudo-oplysning og kvasi-selvkritik, som den hysteriske kapitalistiske mester hylder sig i, og dermed tvinge ham (eller hende) til 'lukke døren', og vise sin (eller hendes) sande kulør.[x]

I tilslutning til ovenstående er det vigtigt at understrege, at der også findes en række markante bidrag, hvor lacanianske klinikere med udgangspunkt i Jacques Lacan, går den modsatte vej og med afsæt i en dybere forståelse af helheden i Jacques Lacans tænkning, forsøger at gribe senkapitalismen og individets vilkår i denne.

     For denne gruppe er udgangspunktet typisk Jacques Lacans Milantale.[xi] Her opstiller Jacques Lacan en femte diskurs, nemlig den kapitalistiske diskurs, ud over de andre af Jacques Lacan tidligere udviklede diskurser. En type konklusioner ud fra dette er den sammenfatning som Frédéric Declercq kommer med i sin artikel ”Jacques Lacan on the capitalist discourse: its consequences for libidinal enjoyment and social bonds”[xii]

Idet vi sammenstykker Jacques Lacans udsagn om kapitalistiske diskurs, argumentere vi for, at den indebærer anti-sociale konsekvenser og fremmer et regime, der kredser omkring en manglende libidinal nydelse. Den kapitalistiske diskurs har en anti-social karakter, fordi den består at forbinde subjekter med af libidinale nydelsesobjekter. Den programmerer relationer til objekter i stedet for til subjekter, den moderne kapitalistiske diskurs kræver, at subjektet selv skaber sociale bånd. Som det gælder for driftens tilfredsstillelse, forsvarer Jacques Lacan den hypotese, at den kapitalistiske diskurs installerer et regime præget af mangel-på-nydelse.

I samme artikel som ovenstående kobler Frédéric Declercq direkte hypotesen om, at den kapitalistiske diskurs indfører et regime, der er karakteriseret ved mangel-på-nydelse, sammen med stigningen i antallet af diagnoser.

Måske hjælper denne forbindelse mellem subjekt og objekt induceret af den kapitalistiske
diskurs til at forklare den eksistentielle ensomhed, der synes at karakterisere det moderne subjekt. Det synes som depressionen er en af ​​de vigtigste sygdomme i vor tid. Ifølge World Health Organization (WHO), lider hundred millioner mennesker af en form for depression.
[xiii]

For Declercq kan den eksplosive stigning i antallet af mennesker, som er diagnosticeret som depressive og som er under behandling, altså direkte knyttes til den kapitalistiske diskurs´ effekter på subjektet. På samme måde taler Declercq også om at den kapitalistiske diskurs anti-sociale effekt generelt er med til at omkalfatre karakteren af de sociale bånd i vores senmoderne verden.[xiv]

     Omend ovenstående hævdelse af sammenhængen mellem den kapitalistiske diskurs og så et fænomen som det øget antal af diagnoser har nogle væsentlige pointer, viser en mere grundig analyse af indholdet i eksempelvis Declercqs argumentation, at det er noget mere kompliceret end det umiddelbart kunne se ud som. Det første der må peges på er, at hele Declercqs argumentation bygger på antagelsen om, at det er meningsfuldt at tale om en særlig kapitalistisk diskurs. Altså antagelsen om at der er en specifik kobling mellem kapitalismen som produktionsmåde og så en, i Lacans forstand, bestemt diskurs forstået som noget der via sprogets funktion overhovedet skaber nogle specifikke sociale bånd.[xv]

     Om ikke problemet så i alt fald udfordringen er her, ganske som det generelt er den marxinspirerede civilisationskritiks problem, meningsfuldt at kunne redegøre for hvorledes den særlige måde at indrette produktionen på, som kapitalismen som system i vores senmoderne globaliserede verden er udtryk for, bestemmer hvorledes det enkelte subjekts tænkning og i hele taget følelsesliv udformer sig.

     I et forsøg på at løse dette problem har den marxinspirerede kapitalismekritik her typisk fulgt tre hovedspor:

     1. At analysere hvordan de hævdede iboende behov for profitmaksimering i kapitalismen betinger skabelse af en statsdannelse og et velfærdssystem, som varetager de private virksomheders interesser. Det bliver i sin mest enkle form hævdelse af sammenhænge som eksempelvis følgende: Staten sikrer et uddannelsessystem, fordi kapitalen har brug for uddannet arbejdskraft! Den danske velfærdsstat har udviklet et socialt sikkerhedsnet for at undgå at virksomhedernes indtjening belastes af social uro! Danskere proppes med dulmende angstdæmpende medicin for at passivisere ellers ukontrollerbare individer! 

     2. At analysere de besluttende eliters og den besluttende kapitalistklasses tænkning og værdigrundlag og hvordan dette afspejler markedsøkonomiens grundpiller i form af privat ejendomsret, profitmaksimering og udbud -efterspørgselsmekanisme.[xvi] Kerneargumentationen bliver ofte her hævdelsen af neoliberalisme, som en på en gang særlig gennemtrængende måde både at organiserer produktionen på, og måde at tænke på.[xvii]

     Et problem ved denne kritik kan dog være, at neoliberalismen, hvis det ikke bare reduceres til at være en moralsk kategori hvor begrebet neoliberalisme som sådan bliver lig med egoisme og selviskhed, kræver en nærmere definering og herunder, at det heller ikke bare reduceres til at være et begreb, der betegner en bestemt politisk økonomisk tænkning, som præger centrale beslutningstagere fra 1980erne og fremefter, og som teoretisk kan henføres til et opgør med efterkrigstidens keynsianismen i form af en "genopdagelsen" af den klassiske liberalisme, men at eksempelvis den afgørende forskel der er på henholdsvis Chicago-skolen[xviii] og Institutionalisterne[xix] også indtænkes.[xx]

     3. At knytte subjektets væren under kapitalismen til Marx’ begreber om varens fetichkarakter og kapitalismens fremmedgørende effekt. Denne forklaringsmodel var særlig stærk i 70ernes kapitalismekritik. Tænk bare på det klassiske studie af reklamens virkning og hvordan reklamernes essens var at fastholde forbrugeren i en evig uforløst førnydelse, som på den ene side hele tiden leder forbrugeren mod forbrug, og som på den anden side samtidig netop lader forbrugeren uforløst tilbage.

   Denne tænkning kan man til en vis grad hævde ligger i Declercqs argumentation når han eksempelvis hævder, at [oversæt citater???] "In the end, capitalism is a regime characterized by a lack of libidinal enjoyment".[xxi] Marx´ teser om fremmedgørelsen er også som tidligere nævnt også en kernepunkt i Žižeks kapitalismekritik.

     Udfordringen for alle tre ovenstående forklaringsmodeller er dog, på en mere fundamental måde, at verificere, hvorledes man når fra de materielle produktionsforhold, i alt deres kompleksitet i en senmoderne global verden, og så det partikulære subjekts tænkning og heraf følgende ageren. Forsøgene på, i denne sammenhæng at inddrage og sammenkoble Lacans begrebsapparat og især hans diskursbegreb kan efter min mening ses som et forsøg på netop at løse dette problem.



Lacans diskursbegreb

 

Lacans forståelse og brug af begrebet diskurs skifter, som så mange af Jacques Lacans andre begreber, betydning i løbet af hans arbejder. Hvor diskursbegrebet for den tidlige Jacques Lacan især vægtede sprogets transindividuelle karakter, markerer seminar XVII [xxii] og især seminar XX[xxiii] et skift, hvor diskursbegrebet specifikt omhandler de sociale bånd som sproget fastlægger. Det er således også i seminar XVII-XX, at Jacques Lacan endelig fastlægger de fire grunddiskurser ud fra deres notationer som følgende:

 termerne er:


S1:­ Mestersignifianten

S2: Viden

$: Det spærrede subjekt

a: objekt a (mernydelse)

Pladserne er følgende:

 

agenten                               den anden

sandheden     produktionen

 

Mesterdiskursen                                        Den universitære diskurs

S1 -> S2                                                    S2 -> a

$ <- a                                  S1<-$

Den hysteriske diskurs        Den analytiske diskurs


$ -> S1                                                      a<-$
 a
<- S2                                                     S2 -> S1

 

Det er meget centralt for en forståelse af Lacans diskursbegreb at understrege, at hans udvikling af de fire diskurser ikke har afsæt i et forsøg på at forstå det sociale ud fra det sociale. Der er altså ikke tale om, at Lacan tager udgangspunkt i en teoridannelse om det sociale, herunder for eksempel måden og forholdene, hvorunder produktionen foregår på. Tværtimod er Lacans udgangspunkt primært et forsøg på at gribe, hvilke effekter sproget har på subjektets dannelse overhovedet, og herunder subjektets forhold til spørgsmålet om nydelse og viden.

     Hvis man således nærmere undersøger Lacans bevægelse i seminar XVII ses det tydeligt, at hans overvejelser i langt højere grad er indskrevet i en forholden sig til den Hegelske herre-slave problematik, end et forsøg på at gribe en samfundsmæssig kompleksitet i sociologisk forstand.                   Der er ganske vist i seminar XVII en række henvisninger til Marx. F.eks. når Lacan påpeger, at det Marx indkredser med begrebet merværdi, egentlig er et spørgsmål om mernydelse[xxiv]. Men sådan en bemærkning fra Jacques Lacan er for mig at se netop en kommentar til Marx som Hegelianer (Marx siger selv han stiller Hegel på benene) og ikke en kommentar til Marx´ samfundsmæssige analyse som sådan.

     Men hvor kommer så begrebet kapitalismens diskurs så ind henne? Det er jo trods alt dette begreb, som er det afgørende omdrejningspunkt for en del lacanianers forsøg på at etablerer en sammenhæng mellem sprog og diskurs på den ene side, og så på den anden side den komplekse samfundsmæssige socialitet, som kapitalismen i den senmoderne globaliserede verden udgør. Svaret er, at der præcist er et sted og kun et sted, hvor Lacan opstiller en notation for den kapitalistiske diskurs, og det er i hans tale på universitetet i Milan i 1972. Her skriver Lacan, ifølge de publicerede udgaver af talen, på tavlen de ovenstående fire grunddiskurser samt en tilføjet femte diskurs som han benævner Discours du Capitaliste. Notationen for denne er:

 

 

Kapitalistdiskursen

 

$ -> S2         
 S1<- a  

 

Lacan siger i denne tekst ikke så meget om, hvad han egentlig mener med denne femte diskurs. Dog har han en enkel bemærkning, som begrunder, hvorfor det giver mening at opstille en særlig kapitalistdiskurs, som jo er dannet ud fra mesterdiskursen ved at lade henholdsvis $ og S1 skifte plads. Lacan siger: "Krisen, ikke for mesterdiskursen, men for kapitalistdiskursen, som er dens               substitut, er åbenlys" [xxv] Lidt senere siger Jacques Lacan:

Det er uholdbart (...) i en ting, som jeg kunne forklare jer. . . fordi, som i ser, den kapitalistiske diskurs er her (...) [angiver formlen på tavlen] blot en lille omvending mellem S1 og $ ... som er subjektet (...) som er tilstrækkeligt, det virker som et urværk [ça marche comme sur des Roulettes], ja, det kan ikke gå bedre, men der går for hurtigt, det bruger sig selv, det bruger sig selv, så der er forbrugt [ça se consomme, ça se consomme si bien que ça se consume].[xxvi]

Og det er i store træk, hvad Lacan, i denne sammenhæng, siger om hvad der ligger i begrebet kapitalistdiskurs. Til gengæld kommer Lacan senere i talen med en bemærkning, som ofte bliver overset nemlig følgende:

Hvad er en diskurs? Det er det som, i den rækkefølge (...) i den orden af hvad der kan produceres ved ​​sprogets eksistens, gør at nogle sociale forbindelser fungerer. Der er måske et socialt bad, et naturligt en [???] - sociologisk del af evigheden (...) men personligt tror jeg overhovedet ikke på det. Der er ikke seksogtredive mulige diskurser, der er endda kun fire Alpha

.[xxvii]

Her slår Lacan altså fast, at der kun eksisterer fire diskurser. Om det så betyder at Lacan dermed mener at der kun eksisterer fire diskurser fordi den kapitalistiske diskurs blot er en underafdeling af mesterdiskursen er ikke helt klart. Dog kunne Lacans bemærkninger i seminar XVIII måske tyde i den retning.[xxviii]

     Men hvilken konklusion fører foregående så samlet til? For mig at se er konklusionen, at det ikke er nok alene at henvise til Lacan i en hævdelse af, at det skulle være meningsfuldt at operere med en særlig kapitalistdiskurs, som grundlag for en forståelse af den samfundsmæssige virkelighed vi befinder os i i dag. Ja det er korrekt at Jacques Lacan i Milantalen taler om en kapitalistdiskurs. Og ja det er korrekt at han også et par enkelte gange i Radiophonie[xxix] og Television og et par enkelte andre steder henviser til den kapitalistiske diskurs, (uden det dog afklare noget yderligere). Men så er det også i store træk det. Det er ikke noget som Jacques Lacan, så vidt jeg kan se, i de senere seminarer, vender tilbage til. Så er konklusionen ikke, at opstillingen af kapitalistdiskursen, fra Jacques Lacans side, kan ses som et spor han i en bestemt kontekst afsøger, uden at det på den måde kan siges at udgøre en teoretisk grundpille i sig selv? Og min konklusion er i alt fald, at en henvisning til kapitalistdiskursen som et begrundet og kohærent begreb, der løser grundproblemet om, hvordan man når fra en analyse af den samfundsmæssige kompleksitet vi lever i i dag, og til den måde grundtræk ved subjektets begærsøkonomi bestemmes af sproget og diskurser, kræver en ganske omfattende begrebsafklaring, som ganske vist må tage udgangspunkt i Jacques Lacan men samtidig udfolder Jacques Lacans spor videre. Sker denne begrebsafklaring er det dog, efter min mening, ganske muligt at henvisningen til kapitalistdiskursen kan blive et afgørende begreb til forståelsen at den komplekse og sociale virkelighed, vi lever i, i dag.

     På samme måde mener jeg også, at det at læne sig op af Lacans bemærkninger om, at Marx´ kategori merværdi kan kobles til begrebet mernydelse ikke uden en større udarbejdelse løser problemet. For mig at se er Marx’ merværdibegreb, og især de konsekvenser han drager af det vedrørende klassekampen som drivkraft, knyttet til en situation, hvor merværditilegnelsen netop er meget synlig. På Marx’ tid er udbytningsforhold stadig knyttet til meget tydelige personbårne relationer mellem kapitalist og arbejdere. Men hvad stiller man så op med et samfund, som det danske, hvor ca. halvdelen af den samlede produktion tilegnes og omfordeles af den offentlige sektor. Hvem er det her der tilegner sig hvis merværdi/mernydelse? Og selv om man så beslutter sig for kun at kigge på den private sektors værdiskabelse, hvad stiller man så op med en situation hvor store dele af tilegnelsen af profitten i den private sektor, sker via en kollektiv ejendomsret i form af de store pensionsfonde[xxx]. Hvor er udbytningen, når dem som tilegner sig resultatet af udbytningen netop er dem, som er de udbyttede?

     Foregående betyder ikke, at hævdelsen af en særlig kapitalistdiskurs ikke kan føre mange frugtbare veje hen, men min påstand er altså, at den samfundsmæssige virkelighed vi lever i i dag er så kompleks og forandret, at dette også må afspejle sig i noget mere kompleks og kohærent teori og begrebsdannelse, end blot det en henvisning til en hævdelse af eksistensen af en særlig kapitalistdiskurs er udtryk for.

     Lad mig i den forbindelse påpege, at der indenfor sociologien og samfundsvidenskaberne i hele taget foregår og er foregået en omfattende teoriudvikling, hvis inddragelse så sandelig kunne kvalificerer debatten. Ovenstående betyder også, at en besvarelse af det spørgsmål, som jo egentlig er hovedemnet her, nemlig hvorfor der er sket en så voldsom eksplosion i antallet af diagnosticerede, ikke alene kan besvares med henvisning til den Kapitalistiske diskurs.



Væk fra Marx og hen til Foucault

 

Jeg vil til gengæld hævde at der er en vej at gå, som på en gang både muliggør at forholde sig til den samfundsmæssige kompleksitet den senmoderne globaliserede kapitalisme udgør, og at inddrage den adgang til en dybere forståelse af subjektets situation, som Jacques Lacans tænkning muliggør. Og denne anden vej er lidt forenklet sagt i højere grad at gå via Weber og Foucault frem for Marx.

     Min hævdelse er, som tidligere nævnt, at Weber, overordnet set, som udgangspunkt har, at det er tænkningen/det som foregår i tænkningen der betinger kapitalismen og ikke omvendt. På samme måde læser jeg Foucault som at hans tilgang grundliggende er, at det er de herskende bevidsthedsformer, som bestemmer de sociale praktikker. Således ser jeg eksempelvis også Foucaults afgørende værk Galskabens historie som et forsøg på, at lokalisere grundlaget for de bevidsthedsformer man finder i de sociale praktikker, som ligger til grund for behandlingen af eksempelvis de "gale". Foucault starter altså ikke, som en marxistisk ville gøre det, med at analysere produktionsforhold og et giver samfunds produktionsmåde, men derimod er udgangspunktet for Foucault at forsøge at udpege hele den kulturelle horisont, som er udslagsgivende for de bevidsthedsformer, der ligger bag de sociale praksisser.

     Således er Foucaults forståelse af magtrelationer også en ganske anden end Marx´. Hvor Marx’ opfattelse af magtrelationer, i sidste ende, er et spørgsmål om direkte magt gennem den økonomiske/ejendomsretsmæssige magt, er magt for Michel Foucault nærmere et spørgsmål om en magt, der er altomfattende og som viser sig i den enkelte partikulære relation. Lad mig komme med et enkelt citat fra Michel Foucault. Mod slutningen af Galskabens historie siger han: ”Hvis den medicinske personage kan afgrænse galskaben, så er det ikke fordi, han kender den; der er fordi, han behersker den ...”[xxxi] Pointen er her, at det er magtforholdet, det at lægen kan beherske den gale, som muliggør en afgrænsning af galskaben. Ikke en viden om galskaben som sådan.

     Dette fokus, som foregående citat peger mod, hvor udgangspunktet for en forståelse af det medicinske personales praksisformer må være en analyse af de interpersonelle og strukturelle magtrelationer som de på et bestemt tidspunkt givne bevidsthedsformer betinger, vil også være mit fokus i det følgende.            

     I praksis betyder dette, at jeg i det følgende vil læne mig meget op af Nikolas Rose: Psychology as a social science og i Paul Verhaeghes fremragende analyse i On being normal and other disorders, da begge efter min mening forlader den Marxske blindgyde til fordel for en Foucault-inspireret tilgang. Dog vil inden jeg når frem til denne analyse af herskende praksisformer som de fremanalyseres hos Rose og Verhaeghe kort analysere hvorledes synet på sygdom/sundhed og herunder forholdet mellem læge og patient har ændret sig fra antikken til i dag, da denne analyse i særlig udstrakt grad synliggør kerneproblemet i nutidens læge-patientforhold.

NB NB NB NB NB NB NB NB NB NB NB NB NB NB NB NB
Resten af artiklen mangler. Kan læses i DRIFT nummer 1/2 · 2013

 


 

Hvad lider vi af?

Af Marie-Hélène Brousse

Jeg vil begynde med lidelsen. Hvorfor? Fordi det er med lidelsen psykoterapien beskæftiger sig: lidelsen hos det talende menneske, forstået som subjekt. Det er en lidelse, der ikke længere kan udtrykkes, men som presser på for at blive sagt. Psykoterapeuten kan vælge at have denne lidelse adresseret til ham, og heller ikke for psykoanalytikeren er det muligt at undslippe denne første position. Han flytter sig dog i relation til den. I beretningen om sin behandling hos Freud fortæller Kardiner en anekdote, som viser dette. En tidligere analysand opsøgte Freud for at fortælle ham, hvor bekymret og urolig han var over at opdage sin impotens, da han var sammen med en kvinde efter analysen. Freud forblev tavs efter sessionen, og idet han fulgte patienten til døren, sagde han: @Jeg har altid vidst, at du var en anstændig dreng." Lige så lidt som han tog hånd om lidelsen og skylden, tager Freud hånd om denne patient.

I en analyse er lidelsen først og fremmest et forsvar: den er et forsvar mod det umulige. Hvad lider man dog af? Af at være elsket eller ikke være elsket, af at være ensom eller ikke ensom, af at være talende eller tavs, af gentagelsen eller det nye, af at vide eller ikke vide, af at være bebyrdet eller at være tom ... alt, kort og godt, simpelthen alt kan afstedkomme lidelse: alt som er for meget, for lidt, intet eller tilpas. Det talende subjekts lidelse er en udtryksmåde, som implicerer impotens og som kan repræsenteres af alt op til dette ikke at lide.

Denne modalitet ved talen indikerer dog, at vi er i nærheden af et centralt punkt, som vil blive konstitueret under overføringen som subjektets symptom, samtidigt med at det har affinitet til gråden eller skriget. Derfor henviser det for analytikeren til strukturen som implicerer @måden hvorpå sproget bryder frem for første gang hos mennesket." Heri inkluderer det den Anden. Men, stadig tæt på skriget, artikuleres det ikke til den Anden og rummer ikke fuldstændigt et element af kalden. Noget reelt B det umulige at artikulere B manifesterer sig, og dette reelle må subjektet tage stilling til. Lidelsen afslører et uudholdeligt punkt, et punkt hvor den støtte som subjektet søger i den Anden bliver udflydende, beordret af den paternelle betydning, og hvor fantasmets B og realitetens B slør rives væk. Lidelse er et tab af mening, et tab af den pacificering, som udøves af navnet. Den Anden og objektet er suspenderet. Som hofdamer har lidelsen derfor kravet, beskyldningen, fejlen og begæringen, der tjener som dens følge. I tilfælde hvor den alene er til stede, forekommer et skrig eller endog en appel til døden at være den eneste signifiant, som viser sig for enden af tunnelen. At ændre dette skrig til en kalden ved at gøre det ufuldstændigt, at konstruere et symptom og herud af et subjekt, der i begyndelsen formodes at vide, og siden en manifest viden B dette er, hvad der sker i en analyse.

I sit seminar L=envers de la psychanalyse bemærker Lacan om det moderne samfund, at den videnskabelige diskurs fungerer som en mesterdiskurs, og at det sociale bånd i dag er determineret heraf. Er den videnskabelige diskurs interesseret i lidelsen? Ikke rigtigt. Den er kun interesseret, hvis lidelsen truer vidensprogressionen, som reducerer sandhed til et tal, og hindrer processen med at reducere det ubevidstes subjekt til organernes tavshed, hvori den opererer. Lacan udtalte, at vi har været til stede under denne situations udfoldelse. Den talende værens lidelse er derfor til stede i disse tilstande som en rest ved den videnskabelige diskurs, som smerten ved subjektets spaltning og ved ufuldstændigheden, når videnskaben ikke formår at lukke denne igen.

Ved at fungere som mesterdiskurs udøver videnskaben effekter på subjektet: særligt hysteriserende effekter. Ved at præsentere sig som mester, må videnskabsmanden svare på spørgsmål. Eftersom sandheden er reduceret til tal og afskåret fra at give mening, bliver lægen tilkaldt for at gøre en ende på lidelserne hos det subjekt, som er blevet et objekt for omsorg. Når dette ikke lykkes, bliver det psykoterapeutiske rum taget i anvendelse, med subjektets tilsagn og for at trøste ham. Det er således i den smerte, som sproget åbner, at psykoterapierne B resterne af den videnskabelige diskurs B udbreder sig. De søger at iklæde sig dens tøj og endog at adoptere dens evaluerings- og forskningsmetoder, som E. Laurent berettede om for lidt siden. Som videnskaben søger de at gøre lidelsen tavs, men ved at henvise til etik af goder, dvs. til en logik af præfabrikerede identifikationer. Når videnskaben viser sig utilstrækkelig og psykoterapien fejler, resterer der blot en appel til staten, mod hvilken klagen nu rettes i en juridisk form, således at denne kan klare problemet med henvisning til autoriteten.

Derfor er det sandsynligt, at alle regeringer vil være interesserede i psykoterapier, og vil søge at lovgive i forhold til dem med henblik på at konfrontere den hysteriske diskurs, som denne er modificeret af den videnskabelige diskurs og mesterdiskursen. Modificeret i hvilken forstand? Det er ikke længere en diskurs af kvindelige oprørere, hekse eller revolutionære. Det er en dominerende diskurs. Løsningen med en psykoterapi under regeringskontrol, som i Italien, efter påstyret vakt af Verdiglione affæren eller med en psykoterapi kontrolleret af offentlige eller private forsikringsselskaber, bliver diskuteret i øjeblikket.

Men hverken medicinen, videnskaben eller staten og lovgivningsmagten repræsenterer rigtige eller tilstrækkelige svar på det talende subjekts lidelse. Hvad er psykoanalysens svar?

Psykoanalysen er ikke en rest af den videnskabelige diskurs, hvis subjektet, der behandles, er et produkt. Psykoanalysen er knyttet til symptomet og den behandling, som lidelsen modtager, består i overgangen fra magtesløshed og nødvendighed til umulighed og tilfældighed. Det er blevet vist, at den har en psykoterapeutisk effektivitet. Adskillige oplæg har refereret til Lacans berømte formulering i Television. Den lidendes stemme er hørt. Men i stedet for at fuldstændiggøre den med en Anden, der har sine egne løsninger, som aldrig vil være subjektets i dets singularitet, foreslår psykoanalysen en særlig partner, en Anden som ikke eksisterer, og optegner derved en tom plads, hvor psykoterapien installerer sociale objekter.

NB NB NB NB NB NB NB NB NB NB NB NB NB NB NB NB NB NB
Resten af artiklen mangler. Kan læses i DRIFT nummer 1 · 2000

Tyché og automaton

Af Kirsten Hyldgaard

Begrundelsen for, at de aristoteliske begreber om det tilfældige, tyché og automaton (fra Forelæsning over fysik, Anden bog s. 52ff, 192b), bliver inddraget og kan være Lacan til nytte i seminaret Les quatre concepts fondamentaux de la psychanalyse (forelæsninger fra 1964), kan være, at han herved kan fremstille subjektet som et dårligt timet tilfælde. Subjektet er et spørgsmål om utidighed. Så længe vi bevæger os inden for kæder af årsager og virkninger giver alting mening, men subjektet i den psykoanalytiske forstand af begrebet giver ikke mening; snarere er subjektet dét, der modsætter sig mening, dét der kun finder sted dér, hvor kæder af årsager og virkninger tilfældigvis og uheldigvis brydes. Eller for at være mere præcis: subjektet er både der, hvor kæder af årsager og virkninger bliver brudt, og er den kontinuerte og prekære bestræbelse på at give mening til det meningsløse og uassimilerbare reelle.

Pointen er imidlertid ikke, at subjektet er uden årsag, men snarere, at denne årsag er placeret på en "anden scene", drifternes scene. Og denne anden form for kausalitet er grunden til, at Aristoteles kan være til nytte for Lacan.

 

Tyché og automaton betegner hos Aristoteles årsager, der ikke umiddelbart kan begribes inden for det antikke firedimensionelle begreb om kausalitet - causa efficiens, causa formalis, causa materialis og for denne sammenhæng vigtigste: causa finalis, hensigten og formålet som årsag.

Forskellen mellem tyché og automaton er ikke krystalklar hverken hos Aristoteles eller hos Lacan. Hos Aristoteles synes automaton at blive reserveret for tilfældige hændelser i naturen. Hans eksempel er hesten, der tilfældigvis løber fra et sted til et andet og herved undgår en ulykke. Hestens løb er ikke en flugt, i betydningen at løbe væk, det vil sige et forløb, der foretages med hensigt og er begrundet med en fare, der skal undgås, men er snarere et lykketræf, der forhindrer en ulykke.

Hos Lacan (op .cit., s. 51) betegner automaton signifianternes netværk, ("réseau de signifiants") og tegnenes påtrængende genkomst ("du retour, de la revenue, de l'insistance des signes ...", ibid. s. 54.) Tyché, derimod, betegner mødet med de reelle ("la rencontre du réel", s. 53). René Rasmussen præsenterer i sit oplæg den udlægning af forskellen mellem automaton og tyché, at førstnævntes funktion er at undgå det reelle. Lacan hævder ikke dette eksplicit, men det synes ikke desto mindre at være en klargørende og gyldig fortolkning. Denne undgåelse af det reelle sker i øvrigt netop i Aristoteles' eksempel: ved den automatiske handling undgår hesten heldigvis uheldet.

Tyché kræver til gengæld et værende, der handler med hensigt og overlæg, det vil sige ikke planter, dyr og børn ifølge Aristoteles. Tyché angiver det, der sker uforudsigeligt, når man planlægger at gøre og sige noget forudsigeligt, det vil sige noget meningsfuldt og hensigtsmæssigt. Man kan mene, at der til enhver handling findes et motiv, en intention, en fremtidig hensigt på baggrund af faktuelle omstændigheder. Men i Aristoteles' eksempel (som her omskrives og rekonstrueres på baggrund af forlæggets meget kryptiske udformning) er manden på vej til marked i en eller anden hensigt og møder tilfældigvis en ven, der har planer om at holde en fest, men har brug for at låne nogle penge til formålet. Dette tilfældige møde forårsager, at manden ændrer planer, og kæden af årsager og virkninger bliver ændret. Lacan kalder det som nævnt "la rencontre du réel" (ibid.), et møde med det reelle. Noget hænder tilfældigvis som om, der ikke var tale om en gentagelse. Det tilfældige er tilsyneladende en enestående hændelse, der bryder forudsigelige og gentagelige kæder af årsager og virkninger. Der er her ikke tale om at undgå det reelle, men snarere om et singulært møde med det reelle.

Det reelle er "en anden realitet", som viser sig antydningsvis i Aristoteles' tyché. Drifternes scene er en anden scene, som forstyrrer ønskernes, begærets, hensigternes og intentionernes scene. Vi ved fra Freud, at denne anden scene ikke respekterer tænkningens fundamentale love om modsigelsesfrihed og tid. Den anden scene lader hånt om tid, at en årsag skal komme før sin virkning, at ting hænder i en vis orden i tid. Det er snarere tale om utidighedens ide.

Tyché og automaton drejer sig om det kontingente, det tilfældige til forskel fra det, der finder sted med nødvendighed og gentager sig selv med nødvendighed. Dette betyder vel at mærke ikke, at det tilfældige ikke vedrører gentagelsen. Gentagelsen fra den anden scene viser sig netop i det, der kaldes det tilfældige, det der tilsyneladende ikke er en gentagelse. Ikke kun analytikere lader sig ikke dupere af angiveligt tilfældige uheld, der forhindrer os i at gøre, hvad vi ellers oprigtigt havde sagt, at vi ønskede at gøre og havde lovet at gøre. Vor hverdagslige reaktion på disse uheld, der angiveligt altid uheldigvis finder sted er: dårlige undskyldninger.

Freudianske fortalelser er talehandlinger og hændelser, der tilsyneladende ikke har nogen indlysende hensigt. Den traditionelle freudianske analyse består nu i at vise, at uheldet alligevel har en mening og en hensigt, en analyse der tjener det formål at genskabe ideen, at alting har en årsag, sågar af den hensigtsmæssige slags, nemlig tilfredsstillelse af et ubevidst ønske. Driften er på spil her, kun tilsyneladende tilfældigvis. Den anden scene eller den anden realitet viser sig i disse tilfældige hændelser.

Det umulige ideal om meningsløshed

Den sædvanlige historie, der fortælles om moderne naturvidenskabers opkomst, lyder, at de konstitueres i et brud med den teleologiske ide om kausalitet, ved en bestræbelse på at eliminere mening og hensigt. Naturvidenskaberne har at gøre med funktioner, meningsløse relationer mellem kvantificerbare variabler - som ideal vel at mærke. Teleologien har det imidlertid med at vende tilbage som et andet fortrængts genkomst; ikke mindst biologien lader til at have problemer med at slippe for denne teleologi i kraft af, at en af dens grundsætninger er, at alt livs formål er selvopretholdelse, såvel det enkelte individs som artens. Hvad der gør psykoanalysen ekstraordinær er derfor ikke blot, at Freud genindfører mening på trods af sin neurobiologiske uddannelse - drømmene, fortalelserne, fejlhandlingerne har en mening, for de tjener det formål i forskudt og fortættet form at tilfredsstille et ubevidst ønske. Det ekstraordinære ved psykoanalysen er snarere, at der indføres en konflikt i selve det formålstjenlige og hensigtsmæssige ved menneskets værensmåde i kraft af drift og seksualitet. Der er to konkurrerende former for teleologi på spil, da drift og seksualitet ikke kan forklares inden for en horisont, der sætter livets opretholdelse som yderste grund. Hos Freud er der altid en konflikt mellem lyst- og realitetsprincip og senere mellem livs- og dødsdrift. Seksualitet kan ikke forklare artens fortsættelse i kraft af dens polymorf perverse grund, hvor den reproduktive seksualitet bliver nøjagtig lige så forklaringskrævende som al form for 'omgængelse imod naturen'. Psykoanalysens begreb om seksualitet og drift er i modstrid med den for tiden ret populære måde at forklare ikke blot menneskets seksualitet overhovedet, men også forskellen mellem kønnene og de dertil hørende forskellige modi - at manden skulle have en iboende genetisk determineret tendens til at sprede sin sæd og dermed sine gener så vidt og bredt som muligt, og kvindens parringsvalg skulle tilsvarende være determineret af en lige så iboende naturlig genetisk determineret tilbøjelighed til at vælge de stærke, succesrige hanner, så de to køn dermed i skøn forening kan skabe afkom med stærke overlevelsesdygtige gener. Og det lyder jo alt sammen såre enkelt og besnærende plausibelt. Problemet er imidlertid, at dette fristende perspektiv mildt sagt er pauvert til forklaring af det, psykoanalytikere må lægge ører til i klinikken. Empirien tvinger Freud til at gribe til 'spekulationen'. Lystprincippet og dødsdriften - og det de har til fælles - er, at de er i en stadig konflikt med henholdsvis realiteten og livets opretholdelse. Driftens mål - at opnå lyst - skulle have en tendens imod genoprettelse af en dødlignende spændingsfri tilstand.

I forhold til det teleologiske princip bestræber Lacan sig på at foretage det modsatte træk. Med udgangspunkt i sin strukturalistiske arv eliminerer han mening på ny. Analyse og Lacans forkærlighed for formaliseringer har igen at gøre med meningsløse former og disse formers kollaps - groft og hurtigt sagt. For det tilfældige bliver ved med at vende tilbage. Subjektets fundament er et traume, en tilfældig hændelse, måske endog et uheld, en dystychia. Der er ikke nogen umiddelbare indlysende grund til subjektet, subjektet konstitueres ved et traume. Et traume forstås som en hændelse uden nødvendighed. Subjektets årsag er en tilfældig hændelse uden umiddelbar hensigt, en hændelse der ikke giver mening, eller rettere en meningsløs hændelse, som skal gives mening. Denne kombination af det meningsløse og tildeling af en eller anden form for mening vil herefter være grundlaget for mening, altså urfantasien. Traumet er noget, der hænder enten for tidligt eller for sent, som Lacan bemærker i Les quatre concepts .... Det er utidigt.

Men det afgørende ved denne traumatiske hændelse er, at den aldrig kun skal forstås som noget, der kommer fra det ydre og skaber sår og ar - fysisk eller psykisk. Det ville være at forblive inden for en fysiologisk eller psykologisk referenceramme. Det afgørende er, at uheldet skal fortolkes, gives mening for at have netop traumatisk effekt. Så der dukker mening op igen. Dette svarer til Aristoteles' pointe omkring det uhensigtsmæssige tyché, der kun tilsyneladende er tilfældigt. Tyché er altid underordnet mening i mere end en forstand: det tilfældige er et resultat af en årsag på en anden scene, og det er årsag til en effekt, der skal integreres i en horisont, hvor det gives mening, fx som værende 'tilfældigt', 'skæbnens ugunst', 'lykken der tilsmiler én' eller 'gudernes uransagelige veje'. På samme vis kunne begrebet drift udlægges, det vil sige den ide, at driften er på grænsen mellem det somatiske og det psykiske, at driften er en psykisk repræsentation af en "innersomatische Reizquelle", der er en konstant udfordring for sjælelivet, man aldrig får fred for. Det er både en meningsløs og på samme tid 'repræsenteret' trang.

NB NB NB NB NB NB NB NB NB NB NB NB NB
Resten af artiklen mangler. Kan læses i DRIFT nummer 1 · 1999